Hjemmelavet og økologi
Vi har et ønske om at maden i Stjernedrys så vidt muligt er hjemmelavet og lavet af økologiske varer. Vi bestræber os på at købe økologisk mælk, frugt og grønt. Frugt og grønt fra køkkenet er årstidens sæsonvare.
Sukker
Vi har ligeledes et ønske om at minimere sukker indtaget i institutionen. Dette sker ved at vi selv helt undgår at anvende eller at vi anvender så lidt sukker som muligt i produktionen af mad i institutionen. Ud over det mad, som vi selv producerer ønsker vi at forældrene støtter op om sund nærende kost.
Madpakker
Vi er opmærksomme på, at fx madpakken er en kærlighedserklæring hjemmefra og ønsker ikke at opsætte forbud i forhold til madpakkeindholdet, men vi henstiller til, at børnehavebørnene kommer i børnehave med en sund og mættende madpakke.
Det er af stor betydning for børns udvikling og helbred, at de får en god, varieret og ernæringsrigtig kost. Gode kostvaner grundlægges i barneårene.
Vi ønsker at være med til at minimerer børnenes indtag af sukker og tilsætningsstoffer, samt hjælpe børnene til en sundere kost. En kost der kan være med til at sikre dem større overskud til at deltage aktivt i deres hverdag samt sikre den en optimal udvikling.
Børn har brug for ”brændstof” hele dagen til at vokse, lege og bevæge sig. Med den rigtige kost kan du give dit barn mere energi i dagligdagen – og hjælpe det til at vokse sig sundt og stærkt. Men hvad er godt for dit barn og hvad gør du, når du er løbet tør for nye ideer? Det kan madpakkefolderen måske hjælpe dig med. Ved frokosttid i børnehaven skal dit barn have fyldt energi på depoterne, så deres kroppe får nyt brændstof til eftermiddagens sjove og udfordrende aktiviteter.
Madpakken må ikke indeholde ting, som:
- Drikkedunke (af hygiejniske årsager)
- Andre drikkevare
- Sukkerholdige yoghurter
- Mælkesnitter
- Kage
- Chokoladebarer eller andet slik
Mellemmåltider
For børn kan der være langt mellem hovedmåltiderne. Herudover har børn ofte sværere ved at spise store portioner til hovedmåltiderne, så derfor er det fornuftigt med 1-2 mellemmåltider i løbet af en institutionsdag.
Mellemmåltider lyder måske usundt og det er også ved disse måltider, at børn typisk får for meget sukker. Men et par sunde mellemmåltider i løbet af dagen er netop med til at stabilisere blodsukkeret og giver fornyet energi til dagens udfordringer. Mellemmåltider kan sagtens være sunde og stadig tilfredsstille den søde tand.
Prøv f.eks. med lidt nødder eller frugt. Eller måske bare en gulerod eller en grovbolle. Evt. med pålæg.
En lille madpakke på vejen hjem eller et roligt mellemmåltid ved bordet derhjemme kan gøre en stor forskel på humøret og forhindre mange af de klassiske "ulvetime-konflikter".
Giv noget mad med i madpakken der mætter og ikke brændes så hurtigt af, som fx en sød mariekiks eller små yoghurter gør.
En god måde at få børn til at spise mere frugt og grønt på er også at lægge det i madpakken, vasket og udskåret. Altså helt klar til at spise. Der er på den måde nemmere og lige til for barnet.